I Formlands iværksætterområde Creators Community får de nye i branchen plads til at vise, hvad de kan. Mød her to af udstillingsområdets i alt 42 spirende virksomheder, Stences og Lili Lamps, og bliv blandt andet klogere på, hvordan de arbejder med bæredygtighed.
Stences
Pia Christence Rasmussen & Thea Christence Bækkelund, stiftere
Hvad er historien bag Stences?
I 2020 blev en fælles drøm om at skabe og drive noget sammen som familie startskuddet til Stences. Et meget specielt år, der bød på den ene dårlige nyhed efter den anden. Men også et år med meget tid i hjemmet. Tid, der blev til gode snakke fyldt med ideer. Heriblandt ideen til at skabe vores egen designvirksomhed.
Bag virksomheden står mor og datter, Pia og Thea. Thea, der er kreativ ansvarlig, har tidligere arbejdet som designer i branchen, men drømte om selv at sætte dagsordenen for sit design. Samtidig havde Pia en drøm om at drive noget sammen som familie. Sammen drømmer vi om, at der i alle hjem skal være en helt særlig stemning. Netop derfor vil vi gerne være med til at gøre hjemmet til et rart sted at være – og ikke mindst at se på. Det håber og tror vi, at vi kan med vores boligunivers.
Hvad kendetegner brandets design?
Hvem siger, at åbningen på en vase nødvendigvis skal være rund? Måske er det den letteste måde at få blomsterbuketten til at stå nydeligt. Men hvad sker der mon, hvis åbningen er aflang eller måske endda en helt ny, organisk form? Det åbner en ny verden af muligheder for, hvordan blomsterne kan falde ud til forskellige sider og danne et helt nyt udtryk. Det er præcis det, vi gerne vil med vores produkter: udforske og udfordre. Samtlige produkter er egne unikke design, som er på en lang rejse fra første krøllede håndskitse til færdigt produkt. Mest af alt designer vi ud fra mavefornemmelsen og går aldrig på kompromis med os selv for at ramme en trend.
Vores design er gerne kontrastfyldte, hvor vi udforsker, hvad der sker, når man sætter skarpe, grafiske former op mod et blødt, organisk look. Samtidig er vi enormt farveglade og eksperimenterer gerne med nye farvekombinationer. For os er det vigtigste, at vi, især i idefasen, ikke sætter begrænsninger for os selv, men som udgangspunkt tænker, at alt er muligt.
Hvordan forholder I jer til bæredygtighed?
Som designvirksomhed har vi et ansvar for at tænke over, hvilke aftryk vi efterlader på miljøet. Vi stræber efter at designe varer, som både udtryks- og kvalitetsmæssigt kan holde i mange år. Derudover arbejder vi med materialer, som, hvis de behandles ordentligt, mere eller mindre har livslang holdbarhed. Alle produkter udvikles i tæt og respektfuldt samarbejde med vores leverandører.
Vi fokuserer på ’lidt, men godt’. Med det menes, at vores kollektioner er relativt små, så vi så vidt muligt undgår overproduktion. Samtidig har vi lagt en strategi for, hvordan vi så vidt muligt undgår spildprodukter, så eksempelvis 2. sorteringsvarer ikke er produceret forgæves. Emballage genbruges så meget som overhovedet muligt for at mindske unødigt materialespild.
Hvorfor har I valgt at udstille under Formland?
Formland er en oplagt mulighed for os at komme ud og præsentere vores kollektion for nye potentielle kunder. Vi håber på at møde spændende designbutikker og webshops, som forhåbentlig vil blive lige så begejstrede for vores produkter, som vi selv er.
Vi ønsker at være en personlig virksomhed med gode relationer til vores samarbejdspartnere, og her er Formland et oplagt sted at mødes ansigt-til-ansigt med både nuværende og nye kunder. Formland kender vi som en fantastisk kilde til inspiration, og nu håber vi på selv at kunne være blandt dem, der inspirerer andre.
Se artiklen fra 365Designs messeblad i anledning af Formland her: